Glimt fra mit møde med Elsa Jacobsen

Da jeg rejste til Etiopien i maj 1971, kendte jeg ikke Elsa personligt. Jeg var i kirke, da hun blev indviet og sendt ud som missionær, og vi havde skrevet lidt sammen i forbindelse med min udrejse.
Efter nogle dage i Addis Ababa blev jeg sat på et primitivt fly til Arba Minch, og rejsen fortsatte i landrover op til Gidole, hvor jeg mødtes med Elsa. Hun skulle rejse hjem på orlov en måned senere, og jeg skulle afløse hende og sættes ind i arbejdet, inden hun rejste. Det var meget overvældende. Jeg fik et par dage til at falde til i Gidole, og så var det ned på hospitalet og på arbejde.
Jeg lyttede og sugede til mig. Det var det eneste, jeg kunne. Jeg var på klinikken sammen med Elsa, hvor hun behandlede patienter, på sengeafdelingen og operationsstuen, hvor hun af og til gav narkose. Jeg opdagede hurtigt, at hun havde en utrolig arbejdskapacitet, var meget dygtig og havde et stort hjerte for både de syge og medarbejderne. At holde andagter på sygehuset så hun også som en vigtig opgave. Hun satte stor pris på bibelkvinden Aster, der gik sin stille og vise gang blandt patienter og pårørende med et Guds ord i rette tid. I min verden var de begge to enestående. Det hele var en ny og anderledes verden for mig. Elsa havde været 10 år i landet og jeg nogle dage. Jeg spiste hos hende hele måneden, og vi fik snakket om mange ting. Hun forventede meget af mig.

Set i bakspejlet har vi ofte moret os over den første tid i Gidole. Alt var naturligt for hende, men nyt og fremmed for mig, inkl. de forskellige sprog.
Jeg husker et vers, som hun ofte sang:

Snart er jeg hjemme og står for tronen,
hvad gør det da, om solen har mig brændt.
Når hytten falder, så får jeg kronen,
og al elende er da dermed endt.

Himmellængselen, forventningen og målet havde hun altid for øje.
Hun elskede at være sammen med med missionærer og etiopiere. Der var et lille orgel på missionsstationen. Det blev båret rundt mellem husene efter behov ved særlige anledninger. Om aftenen spiste vi jævnligt sammen og delte nogle af dagens højdepunkter, og så kunne vi høre de nyheder, som stationsstyreren havde modtaget på radiotelefonen fra de andre missionsstationer. Sluttede aftenen med andagt. Godt fællesskab. Elsa var et farverigt, positivt, givende og festligt menneske at være i stue med. Og et åndeligt menneske.

Luther holdt mange bordtaler. Det gjorde Elsa også, men de er ikke blevet nedskrevet, som Luthers blev det. De fleste bordtaler hørte jeg senere i Gøte, når der var fødselsdag. Altid en bordtale til fødselaren og et Guds ord til vedkommende og os andre.

Bortset fra den første måned i Gidole var vi aldrig placeret på samme missionsstation, men arbejdede i samme synode og i samme område. Der var ikke mere end 50 - 100 km imellem os, men bakkerne i Gidole og Geresse, floderne og vejen til Konso var ikke altid så fremkommelige. Det kunne godt tage mange timer at nå frem. Så der blev ingen søndagstur.
Jeg husker også Elsa fra Konso. Et stort arbejdspres med mange patienter og mange tilrejsende og nødhjælpsarbejdere. Hun var myreflittig. I Konso havde hun en overgang en symaskine stående på skrivebordet, og var der et ledigt minut, syede hun en søm eller to på et eller andet til sengeafsnittet.
Foruden arbejdet på klinikken i Konso gik Elsa også ud i landsbyerne og samlede kvinder og børn på en åben plads, hvor hun  underviste dem i håndarbejde og holdt andagt.  Og så sang de på deres eget sprog. På vejen dertil var der ofte en hale af børn, der bekendtgjorde, at nu kommer Elsa. Af og til stak hun hovedet ind i en hytte og spurgte til folk for at give dem en opmuntring. Igen en arbejdsevne og vilje uden lige. Det er ikke bare bare at være ude i varmen i Konso om eftermiddagen. Men Elsa var villig til at gå og forkynde fredens evangelium.

Dette skete ikke kun i Konso. Efter en lang arbejdsdag på hospitalet i Arba Minch tog hun ofte en hvid kittel uden på sit private tøj og for så af sted for at  holde aftenandagt for de syge og deres pårørende.

Jeg er Gud taknemlig for at have lært Elsa at kende og være vidne til hendes tro og kærlighed til Jesus. Den kom til udtryk i både ord og handling.
Hun var et herligt menneske.
Ære være hendes minde.

Doris