Godt i gang

Vi er godt i gang med undervisningen, og resultatet blev 3 klasser med henholdsvis 4, 5 og 10 studerende. Det var lidt overraskende, at vi kom op på ti studerende i den nye teologiklasse, men fire af de studerende kommer ’udefra’ og finansieres af andre. ’Hvad er tro? ’ lyder spørgsmålet i den første time i denne klasse. Vi arbejder med troen som tillid (fides qua creditur) og troen med henblik på indholdet (fides quae creditur). Og det ser jo godt ud, at læreren kan skrive lidt latin på tavlen J. Og så siger en studerende: Jamen, min kone hedder ’Fides’ og vi troede, at det var et ord fra stammesproget, men et ord, vi kendte ikke betydningen af. Ligesom en dag, jeg skulle snakke med en reparatør hos TTCL (telefonselskabet), og bad den måbende dame, om at måtte tale med Gud (Mungu). Reparatøren hedder Deus (latin for Gud). Jo, den katolske kirke har sat sit præg på Rukwa på mange måder.

Nyt liv

I sidste fællesbrev kunne jeg kombinere en kørsel med et nyfødt barn, hvor navlestrengen stadig ikke var klippet, med Anne-Lenes operation og skrev både om et nyt liv (barnet) og et nyt hoved (Anne-Lenes). Denne kombination af fødsel og operation rykkede en del nærmere, da Anne-Lene måtte igennem en ny operation mandag formiddag d. 16/9, og derfor også har fået udskudt sin udrejse til Tanzania. Nu beder vi til, at operationen er helt vellykket denne gang, og glæder os over, at det overhovedet er muligt at få hjælp. Men den selvsamme formiddag, mens Anne-Lene blev opereret, fødte vores svigerdatter, Julianna, en søn – Set Kristian Askham Olofson – på hospitalet i Thorshavn. En fantastisk formiddag i familien Olofsons liv. Der skal være dåb d. 29/9 og Anne-Lene vil være på Færøerne en uges tid i den forbindelse.

Før Anne-Lene blev indlagt igen, havde hun det privilegium at kunne deltage i LM Lolland-Falsters afdelingslejr på Sildestruplejren på Falster. Og når kræfterne er til det, får hun set familie og venner.

Nye døre

Byggeriget af det nye børnehjem fortsætter med fuld kraft, men det er også en lektie i kulturforskelle. Et tømrerfirma var hyret til at levere døre og vinduer. Designet på dørene til det første hus, var som bestilt. Men designet af de næste 36 døre var ikke, som det skulle være, og kvaliteten var ikke god nok. Og hvad så når mellemmanden mellem den hvide mand, der leder byggeriet og snakker engelsk, og håndværksmesteren, der har leveret dørene og som snakker swahili, er en tanzanier, der har meget svært ved dels at kræve at dørene laves om og dels at holde fast ved det krav. Dagene går og til sidst er man nået så tæt på, at børnene skal flytte derud, at man må acceptere tingenes tilstand, som de er…. En hvid swahilitalende mand blev hidkaldt, og spontant kom der et møde i stand mellem den hvide mand, håndværksmesteren og den tanzaniske mellemmand. Og nu skulle det nok blive lavet om, og den tanzaniske mellemmand havde så ansvaret for, at det blev ført ud i livet. En uge efter tog den swahilitalende hvide mand forbi igen, og da gik håndværksmesterens folk blot og reparerede på dørene. Den tanzaniske mellemmand havde ikke holdt fast ved kravet og den ikke-swahili talende hvide mand så lidt fortvivlet til. Og så måtte der tales med store bogstaver på swahili, og dørene blev hentet samme dag, og hver anden dag besøges håndværksmesteren for at tjekke, at arbejdet skrider frem, så dørene kan blive færdig til tiden. Jo, udfordringerne er mange for en missionær. Men vi glæder os over det fine sted børnene får, når det hele er færdigt og siger: Tak, for hjælpen til børnene til foreningen ’Fremtid og håb’.

Og tak til

Og tak til alle, der støtter LM’s missionsarbejde rundt omkring i verden. Det er dybest set ikke LM’s mission, men Guds mission til en falden menneskehed, som Gud elsker og ønsker at frelse.

Kærlig hilsen og Guds fred

Peter