Lammets blod har mit dørtræ tegnet
(Åndelige sange og salmer, nr. 617, vers 3)
For nylig blev vores tanker ledt hen på to begivenheder i Bibelen: Dels fra tiden omkring Jesu fødsel, hvor der udgik en befaling om folketælling (Luk. 2,1). Og dels fra israelitternes tid i Ægypten, hvor de fik besked om at ”tegne deres dørtræ”: Blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer. (2. Mos. 12,13). Der har også været folketælling i Tanzania, og vi skulle tælles med. Så der kom en dame d. 31/8 til vores hus. Hun skulle have oplysninger om vores navne og alder, men også om hvor mange geder og får, vi havde. Det var henholdsvis 5 og 4. Bagefter ”tegnede hun vores dørtræ”, dvs. hun satte et hak på vores dør dog ikke med blod, men med kridt, så det udefra kunne ses, at vi var skrevet i mandtal. Sidste gang, der blev holdt folketælling, var i 2002. Det blev så en lille påmindelse om nogle afgørende begivenheder Guds folks historie.

Søndagen før d. 26/8 tog Peter på tur med 13 studerende, en lærer, Emma og 13 volontører fra Danmark og Tyskland til gudebjergene udenfor Sumbawanga. Vi besteg først kvindebjerget og blev igen mindet om evangeliets sejrsgang via korset på toppen af mandebjerget og om Guds fantastiske skaberværk. På toppen af kvindebjerget skuede vi ud over landsskabet og Sumbawanga og læste derfor Salme 8 på henholdsvis swahili, tysk og dansk og efter bøn sang vi (dog på swahili):

O, store Gud, når jeg dit værk beskuer,
naturens rigdom, herlighed og pragt,
og stjerners tal på himmelhvælvets buer
og alle ting, din stærke hånd har skabt.
Da bryder lovsang fra mit hjerte ud.
O, store Gud, o, store Gud.
Da bryder lovsang fra mit hjerte ud.
O, store Gud, o, store Gud.

Vel nede og på vej til mandehulen, var der en, der trådte et skridt tilbage, og så trådte han ned i en ujævnhed og vred om på foden. Lots hustru skulle ikke kigge sig tilbage, nej, vi ser frem mod målet, og det styrer vores skridt her på jord. Men Peter skulle have skuet tilbage, før han trådte et skridt tilbage, for det kom til at gøre av, og efter at der var taget røntgenbilleder blev benet lagt i gips, og så går det med lidt mindre skridt fremad en måneds tid… Men man kan jo godt humpe over og undervise, og er man tvunget til en lille biltur, kan det lade sig gøre. Men ellers så klarer vores ansatte og volontørerne i byen de fleste indkøb, betaling af regninger og at hæve penge. I denne uge var det så Anne-Lenes tur til at få en ordentlig gang malaria. Men det glider alligevel, for vi bytter og tager hinandens lektioner, så de studerende ikke mister undervisning.

Internettet glider dog ikke så let pt.. I flere uger har det været helt væk, og ellers har det været noget med at forsøge 10 – 20 gange om dagen for at få et lille hul igennem. Så det er en opøvelse i tålmodighed.
D. 2/9 havde vi besøg af Ole og Niels fra Danmark, henholdsvis pensioneret murermester og pensioneret ingeniør. De skulle være i Sumbawanga en uges tid i forbindelse med bygningen af børnehjemmet Bethania, der i dag lejer sig ind forskellige steder. Ole kommer senere tilbage med sin hustru for at forestå selve byggeriet. Det skal de virkelig have tak for. På Brødrekirkens Secondary skole har man efter 5 år måttet rive de første klasselokaler ned, da de simpelthen var for dårligt bygget, så det koster lige nogle hundrede tusinde ekstra, som de tyske donorer dog har spyttet i kassen.

Børnene på Bethania tegner giraffer og zebraer og løver, og selv om de blot bor nogle timers kørsel fra en fantastisk nationalpark (Katavi), så har de aldrig set disse dyr i levende live, så Anette og Lea, volontørerne på Bethania, har holdt sponsorløb og andre aktiviteter og med tilskud udefra, har de arrangeret en tur over to dage til Katavi senere på måneden for alle børnene, ca. 40.

Nu er alle de studerende, som vi kan forvente, kommet. Det er blevet til fire klasser med henholdsvis 4,4,6 og 7 studerende - i alt 21. Det er en lidt anden undervisningssituation end at sidde med op til 24 studerende i én klasse, som vi gjorde for nogle år siden.

Anne-Lene skriver: Kvindernes strikkeklub om mandagen har udviklet sig til mest at være en hækleklub. De hækler al mulig fint til deres hjem. Men jeg har også lavet en hækleopskrift til en lille pose med en lang snor i siderne. Så nu kan kvinderne have deres mobiltelefoner hængende om halsen og dermed undgå at miste dem. Selv om vi samles for at hækle og strikke, så er det utænkeligt for kvinderne at vi skulle skilles uden at have bedt sammen først!

Kvindebibelkredsen mødes stadig i vores hjem hver torsdag til bibellæsning, bøn, samtale og te. Det har udviklet sig til et fint fællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at bidrage til samtalen, bønnen og den indbyrdes omsorg. Det er rigt at få lov at være med til.

Kærlig hilsen
og Guds fred
Anne-Lene og Peter