Fællesbrev nr. 89.
Sumbawanga d. 23/8-2012
43 % af kirkens medlemmer er børn, og det er vigtigt, at der bliver taget særligt hånd om dem. Sidste torsdag kom Erik Nielsen (medarbejder i LM) og 3 unge, Morten og Signe Damm og Elisabeth Nissen, og i går drog de afsted til Mebya. Huset blev fyldt op og Anne-Lene fik en ekstra udfordring med madlavning, da Emma først begyndte i mandags efter to fantastiske måneder i Danmark. Tak til alle der har givet hende en oplevelse for livet. Først havde gæsterne kursus for alle de studerende på bibelskolen i to dage, og Erik prædikede så også ved søndagens gudstjeneste, og siden havde de et mindre kursus for 7 nye BDM volontører, der dels skal arbejde i Kipili og dels i Sumbawanga. Der blev tryllet, måbet, leet, suget til sig og evangeliet blev forkyndt på nye måder, som de studerende ikke var vant til. At de så også fik en masse materiale med, som de kan bruge i deres menigheder, gjorde det jo ikke dårligere. Peter nåede så en skovtur med gæsterne søndag eftermiddag og en tur til bjergene og hulerne om mandagen. Vi takker alle fire for deres undervisning og inspiration til vores studerende (og lærerne).
Anne-Lene kom tilbage til Sumbawanga d. 6/8. Hun var til forskellige hjerteundersøgelser i DK og skal have fulgt op på det, når vi skal til missionærkonference i Dar es Salaam i oktober. På Færøerne var hun med til Silas og Juliannas indvielse og i Danmark nåede hun blandt andet at være med til ’Nyt Liv’s’ bibellejr og Lærernes Missionsforenings sommerstævne.
Peter holdt så skansen i Sumbawanga, fik tid til at tage på bogtur, skrive, læse, være til bryllup, flere begravelser, barselsbesøg, kørt syge og være på tur med Anette og Lea (de to volontører på Bethania) og deres gæster, og en del andet. Og så nåede vi at få besøg af Sophie og Helene, to tidligere volontører, der nu studerer medicin, og som skulle lave undersøgelser i landsbyer omkring Tanganyika-søen en måneds tid. At der så falder en bærbar computer og et kamera af til brug her, siger vi tak for.
D. 11/8 begyndte det nye semester. To nye lærere er kommet til, da én skulle til videre studier og en anden skulle være præst og lærer på Brødrekirkens secondary skole, så der skulle også lige køres nogle ture for at hjælpe til med flytning. Riget fattes penge, så der var blevet givet besked om, at der ikke skulle optages så mange studerende i år. Dvs. at der kun er 4 studerende på certificat uddannelsen (3 år) og de ankom alle før undervisningen skulle begynde, mens der kun er 8 på evangelistuddannelsen. Indtil dags dato er kun tre af de evangeliststuderende kommet. Det er lidt lidt. Hvor fornuftigt det så er at bruge rimeligt mange penge på lærerelønninger, og så begrænse antallet af studerende til blot 12, hvis alle kommer, hvad de nok ikke gør, det kan man jo så overveje. Men det er godt at være i gang igen med undervisningen, og det er et privilegium at kunne begynde et nyt undervisningsår med at forære de nye studerende et lille bibliotek til brug i deres studier (en gave fra LM), og siden til glæde og gavn i deres landsbyer.
Kærlig hilsen
og Guds fred
Anne-Lene og Peter