Vi lever i en tid, hvor Guds Ord gang på gang sættes til side. Det gælder ikke blot spørgsmålet om homoseksuelt samliv, kvindelige præster eller fraskilte og gengifte præster.
Første skridt i dette frafald er ofte et mere eller mindre åbenlyst opgør med det, der står skrevet. Før var ingen nemlig i tvivl om, at Guds vilje efter Skriftens Ord var, at det seksuelle samliv er mellem mand og kvinde og hører til i ægteskabet; at kun mænd skulle kaldes til at være præster og at en fraskilt og gengift mand ikke kan være hyrde i en menighed. Sådan er Guds gode vilje åbenbaret i Den hellige Skrift.
Efter en tid med åbenlyst opgør, kommer så andet skridt, hvor man søger under fromhedens maske at legitimere frafaldet. Siden følger tredje skridt, hvor man siger, at frafaldets lære er den rette evangeliske lære (som f.eks. 11 af biskopperne gjorde i deres udtalelse om homoseksualitet i 1997), og siden det fjerde skridt, hvor man direkte eller indirekte søger at trænge dem ud, der ikke følger dette frafald.

Bogstaven og ånden
Ofte kan vi høre ordene fra 2. Kor. 3,6b citeret: ”Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende” som legitimering for, at vi ikke skal følge Skriftens bogstav. Men er det det, Paulus siger? Svaret er nej.
Med bogstaven er der ikke tænkt på det skrevne ord i Bibelen, som om det skrevne ord ikke var noget, vi skulle holde os til, bygge vort liv på og forkynde, men derimod ånden, der så skulle være noget forskelligt fra Bibelens skrevne ord. Ånden kan og skal ikke spilles ud mod Skriftens Ord, for Bibelen er bogstav og ånd.
Når Paulus taler om bogstaven, er det Guds hellige lov, der tænkes på. Og når Paulus taler om ånden, er det evangeliet, Guds ord om nåde, barmhjertighed og tilgivelse for Jesu skyld, der tænkes på. Bogstaven, loven, fører til fordømmelse, siger Paulus, mens ånden, evangeliet, fører til retfærdighed.

To tjenester
Bogstaven, altså loven, slår ihjel, står i dødens tjeneste, fører til fordømmelse. Hvorfor gør loven det? Jo, det gør den fordi den afslører og dømmer vor synd. Ånden, altså evangeliet, gør levende og fører til retfærdighed. Hvorfor gør evangeliet det? Jo, fordi evangeliets indhold er Jesus Kristus. Det er i ham, at vi skænkes retfærdighed, liv, salighed, glæde og trøst. Og den, der tror evangeliet, får skænket evangeliets indhold, Jesus Kristus.
Jesus er den troendes retfærdighed. Jesus er den troendes liv. Jesus er den troendes salighed, glæde og trøst. Derfor skyldes de troendes retfærdighed, liv, salighed, glæde og trøst ikke noget i eller ved dem selv, men alene Jesus. Derfor er en kristens retfærdighed, liv, osv. ikke afhængig af noget andet end Jesus selv. Derfor kan vi som kristne sige tak under alle forhold. Det er den større herlighed, Paulus taler om.
Men ikke blot åndens tjeneste blev kaldt herlig, men også bogstavens tjeneste. Ikke blot evangeliets gerning er herlig, men også lovens gerning. Paulus skriver: ”Når den tjeneste, der fører til fordømmelse, havde sin herlighed, så er den tjeneste, der fører til retfærdighed, langt mere rig på herlighed” (2. Kor. 3,9).

Bogstaven afslører
Hvordan kan en tjeneste, der slår ihjel og bringer død og fordømmelse, være herlig? Det er den ganske enkelt, fordi den afslører de faktiske forhold. Så længe et menneske tror, at det da ikke er værre end de andre; at det nok skal gå alt sammen; at noget godt gør jeg da, som også Gud må kalde godt og belønne; så længe er det menneske henvist til sin egen indsats og sine egne anstrengelser for at blive frelst. Og så længe vi mener at have gjort noget - om end det blot er en lille smule - der skulle indlægge os fortjeneste hos Gud, så længe er vi uden for Guds nåde.
Hvis et menneske er sygt og det rent faktisk er muligt at få stadfæstet sygdommen og få helbredt det menneske, men vedkommende går rundt og bilder sig selv ind, at det er rask, og under ingen omstændigheder vil undersøges - så flygter det menneske dels fra de faktiske forhold, men hindrer dermed også, at der sættes ind med behandling, så det får lægedom. Det er en tragedie for det menneske.
Men det er ikke mindre tragisk, når det gælder menneskets frelse, hvis vi flygter fra de faktiske forhold. Og netop derfor er lovens gerning herlig. Det er jo ved lovens gerning, at de faktiske forhold stadfæstes. Det er loven, der afslører vor synd. Det er loven, der afslører, at vi står strafskyldige overfor Gud. De ti bud, Moses fik givet på Sinai bjerg, viser ikke blot, hvordan vi skal leve, men budene afslører os også. Budene siger, at vi ikke må have andre guder, ikke misbruge Guds navn, ikke sige falsk vidnesbyrd, ikke begære o.s.v. Men netop ved at budene siger det, de gør, er de også det spejl, hvori vi må spejle os. Og lader vi os afsløre, ja, så er sygdommen stadfæstet. Og det i sig selv er herligt, for hvem søger lægedom for den sygdom, han benægter er der?
I dag finder der et stort misbrug sted af Jesu ord om ikke at dømme, fordi de bliver brugt som et værn imod at blive afsløret; de bliver brugt til forsvar for et liv i synd. Jesus ord om ikke at dømme betyder ganske enkelt, at ligesåvel som Guds nåde er for dig, sådan er Guds nåde også for de andre. Og ligesom du alene har Guds nåde at leve af, sådan har din næste også kun Guds nåde at leve af. Jesus afskaffer ikke lovens gerning.

Ånden læger
Og netop derfor er det endnu herligere, dét at der er lægedom for sygdommen. Og derfor er åndens tjeneste, evangeliet, endnu langt rigere på herlighed. Lovens tjeneste er herlig, men evangeliets tjeneste er endnu herligere. Og den herlighed bliver større og rigere for os dag for dag i livet med Jesus. Dag for dag vokser erkendelsen af synden og dag for dag vokser evangeliets herlighed.
Ét er at erkende, at jeg er syg, men for en kristen vokser erkendelsen af sygdommens omfang og totalitet dag for dag. Det handler jo ikke om, at der er nogle ting, som vi langs ad vejen nok skal få rettet op på, enkelte ting som vi kan undlade at gøre. Nej, Guds lov afslører, at jeg i bund og grund er syndig og at alt, hvad det naturlige menneske gør, i bund og grund er synd.
Det er jo det forunderlige, vi erfarer som kristne. Vi anfægtes af vor synd. Synden bliver ikke et overstået stadium her i livet. Netop som kristne ser vi mere og mere og mere synd hos os selv. Den vantro ser ikke sin synd, for han vil ikke gå ind under loven, og mener derfor ikke at have brug for Guds nåde. En troende ser sin synd, ja, ser mere og mere og mere synd, for Guds Ord får lov til at gøre sin gerning.
Men skjult i Jesus fordømmes den troende ikke længere, for Jesus lod sig fordømme på korsets træ for os. Og dag for dag vokser herligheden ved evangeliet. Jesus er kommet med lægedom. Vi lever et helligt liv i lyset. Dømt af loven og benådet ved evangeliet. ”Bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende.”