Det ses og høres
Går vi en tur i byen for at handle, ser vi gang på gang kristne inskriptioner over butikkerne: ”Glory to God stationary services” ("Ære til Gud kontorartikler"); ”Yesu ni Bwana Hair Cutting” ("Jesus er Herre Hårklipning"); ”Yesu ni Jibu Langu – Glory Hair Saloon” ("Jesus er mit svar – Glory Hair Saloon"); og en butik, der sælger skosværte, snørebånd m.v. hedder ”Jesus Power”.
Ofte kan vi i en del butikker se en åben bibel, som bliver brugt i ledige stunder. Og i trafikken møder vi gang på gang både muslimske og kristne inskriptioner på biler, busser og lastbiler. Det kan blot være en angivelse af et skriftsted som f.eks. Jeremias 32,27; 1. Peters brev 1,5; Johannes 16,23. Eller inskriptioner som ”This Car is protected by the blood of Jesus” ("Denne bil er beskyttet af Jesu blod".), ”Try Jesus” ("Prøv Jesus"), ”Gods willing” ("Om Gud vil") og ”In God We Trust” ("Vi stoler på Gud") (som både kan bruges af kristne og muslimer).
Religion indgår som noget helt naturligt i det daglige liv – også på radio og i TV. Nogle kirkesamfund har deres egne radiostationer, og nogle køber sendetid på de forskellige fjernsynskanaler. Og både radio- og fjernsynskanaler sender f.eks. fra de kristne og muslimske højtider. I Tanzania er kristendom uden kirkegang en fremmed tankegang. Så hver søndag er der mange gudstjenester og mange deltagere i gudstjenesterne. Et særkende for gudstjenestelivet er de mange kor, der findes, og da der sagtens kan være mange kor i den enkelte menighed, kan gudstjenesten godt blive af længere varighed, hvis f.eks. fire forskellige kor skal deltage.

Der er ikke noget at skamme sig over
Lige så naturligt det er, at vi skal have mad i munden og klæder på kroppen, lige så naturligt er det for folk i Tanzania, at Gud er til. Ateisme er en fremmed størrelse i Tanzania. Alle de traditionelle afrikanske stammereligioner forudsætter som noget givet Guds eksistens. At meget af det religiøse liv udspillede sig i forbindelse med kriser som f.eks. sult, sygdom og død, og at meget af det religiøse liv koncentrerede sig om forfædrene frem for en direkte forbindelse til Gud, er en anden side af sagen. Men Guds eksistens var og er noget givet.

Staten og religionerne
Tanganyika blev selvstændig i 1961 og Zanzibar i 1963. I 1964 dannede de en union under navnet Tanzania.
Præsidenterne i Tanzania har siden selvstændiggørelsen skiftevis været kristne og muslimer. Den første præsident var kristen (Nyere) og for indeværende er præsidenten muslim (Kikwete).
Nationalsangen er en bøn til Gud om at velsigne Tanzania, og selv om kristne og muslimer ikke tilbeder den samme Gud, så bruger både muslimer og kristne det samme ord, når de siger Gud (Mungu).
De nationale fridage er fordelt på en sådan måde, at en tredjedel falder på muslimske helligdage, en tredjedel på kristne helligdage og en tredjedel på særlige nationale dage. I skolerne er der religionsundervisning som en integreret del af skolens undervisningsplan. Men det er ikke statens lærere, der giver denne undervisning, men de forskellige religioner er ansvarlige for selv at stille lærere til rådighed. Disse lærere er så enten betalt af deres bagland eller virker på frivillig basis. Muslimske lærere underviser så de muslimske elever, mens de kristne kirkesamfund deler sig i fire grupper, der så underviser de kristne i disse fire grupper: Den romersk-katolske kirke, syvendedagsadventisterne, pinsekirkerne og CCT (Christian Council of Tanzania), som er en sammenslutning af Den lutherske Kirke, Den anglikanske Kirke og Brødremenigheden (i Tanzania kaldet ’the Moravian Church’), den Brødremenighed som vi kender fra Christiansfeld i Danmark og som i Danmark er en luthersk frimenighed.

Udbredelse
Anslået er omkring 45 % af Tanzanias befolkning på 37 millioner kristne (heraf er 2/3 romersk-katolske), 35 % procent muslimer (særligt langs den gamle slavevej, langs fastlandskysten og på Zanzibar (på Zanzibar er 99 % muslimer)), og tilhængere af de gamle stammereligioner m.v. 20 % (jf. Det Udenrigspolitiske Selskab 2004).
Der har været arabere på Zanzibar siden Muhammeds tid, mens kristendommen kom hertil med tyske missionærer i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Stammereligionerne er i dag på yderligere tilbagetog. Men som vi kender det også fra de nordiske lande, så var og er det ikke så enkelt at lægge alt det gamle bag sig. Et af problemerne i en sådan overgangsfase er religionsblanderi. F.eks. blev vores computer stjålet og en kristen, der gerne ville forsøge at hjælpe os med at få den tilbage, mente, at der var god hjælp at hente til at spore tyven, hvis han gik til en medicinmand… han kunne se og vise andre, hvad vi ellers ikke kan se.

Nogle udfordringer
En af de store udfordringer til den kristne kirke på verdensplan er at nå muslimerne med evangeliet, og da det synes som om, at der ikke er så meget direkte missionsarbejde specielt blandt muslimer i Tanzania, var det måske en udfordring for de missionsselskaber, der allerede arbejder i Tanzania og derfor kender landet og forholdene, at gøre en særlig indsats her.
En anden af de store udfordringer i Tanzania er, at undervise og oplære i det rene evangelium. Det er ikke muligt at halte til begge sider, hvor det ene ben er i kristendommen og det andet i stammereligionen. Ej heller skyldes frelsen, hvad en del forkyndelse godt kan give indtryk af, hvad jeg skal gøre (altså lovens vej), men hvad Jesus har gjort for mig (altså evangeliets vej). Ej heller er det muligt at leve som kristen og se stort på f.eks. økonomisk uredelighed, et problem som vi selv har mødt gang på gang (altså en antinomistisk holdning på det økonomiske område).
En tredje af de store udfordringer er: Er tiden kommet til, at vi drosler ned for arbejdet i Tanzania? Eller finder nye indsatsområder i Tanzania? Reelt er der procentuelt langt, langt flere kristne i Tanzania end f.eks. i Europa og som helhed betragtet er der måske også – alle betænkeligheder til trods – langt mere sund – dvs. bibelbundet – teologi i Tanzania end i Europa. Vel kan bibeltro kristne fra Europa hjælpe de tanzanianske kristne imod den liberalteologi som også vestlige missionærer bringer hertil i dag, men den dag er måske allerede kommet, hvor vi i Vesten må sige til de kristne i Tanzania: ”Kom over til Makedonien (Europa) og hjælp os” (Ap.G. 16,9).