Kære alle

Så er semestret i fuld gang og vi har modtaget den ny evangelistklasse. Kirkeledelsen bad om, at det blev en klasse på ikke flere end femten af hensyn til økonomien, og det blev så siden forhøjet til atten. Men indtil dags dato er der kun kommet syv. Det er en stor forskel, når den klasse, der lige har afsluttet, var på 22. Men de virker meget motiveret og opsatte på at arbejde. Gennemsnitalderen bliver yngre og yngre, så i denne klasse er vi helt nede på 25,71. Men måske har det også spillet ind, at der er kontant afregning for undervisningsafgiften, når de ankommer, og at det nu er et krav for at kunne blive optaget, at de stiller med en gyldig vielsesattest, hvis de lever i et parforhold. Der er nogle spændinger mellem den gamle traditionelle måde at indgå ægteskab på og så den gældende lovgivning. Det har været noget rod indtil nu. Og når der er rod, må man rydde op. Det gælder også, når folk blot smider alt muligt affald hist og pist, og det tillod vores havemand sig at sige til en nabo, og så kom naboens store børn et par dage efter og hældte petroleum ud over havemandens møbler og satte ild til dem. Han fik lov til at tage hjem og prøve at få styr på hjemmet igen. Trist.
Fredag d. 19/8 havde vi besøg af en hollandsk medicinstuderende, Genike, der som afslutning på sine studier, har et halvt års praktik på regionshospitalet i Sumbawanga. Og så er det rart, at vi har et lille bibliotek på hollandsk, der stammer fra en nu afdød hollandsk missionær, der boede en 30 km fra Sumbawanga. Ingen kan læse bøgerne, så dem, der havde opsyn med dem, kom for at få byttet nogle til Bibler. De gjorde vi så et par gange, men så måtte vi også sige, at vi ikke kunne fortsætte med at modtage hollandske bøger for Bibler. Lørdag kom Martin og Levi fra Iringa med Soma Biblia bilen og blev hos os til mandag morgen. Levi solgte så bøger alene om søndagen, da Martin gerne ville med på tur. 9 nye danske BDM-volontører er kommet. De seks skal arbejde i Kipili og tre i Sumbawanga. De var nu på en uges sprogkursus. Peter hentede dem og den hollandske pige søndag morgen, og så samlede vi Martin op ved den lutherske kirke, hvor Levi skulle sælge. Og så var der lige pludselig 13 hvide til gudstjeneste på bibelskolen. Lidt af et syn. Efter gudstjenesten så de bibelskolen, og Anne-Lene havde så – som sædvanligt – forberedt en lækker middag til os alle. Efter middag stod den på bjergtur, hvor vi besteg kvindebjerget, Kalangasa, og bagefter var inde i mandehulen. Lige hårdt hver gang og lige flot hver gang den står på bjergbestigning. Om aftenen var det tid til bål og snobrød og danske sange.
Hvordan får man åbnet et pengeskab, man ikke har kode til? Ja, det var problemet på Brødrekirkens hotel- og konference center. Peter blev ringet op tirsdag eftermiddag og spurgt, om han ikke kunne hjælpe. Han tog forbi centeret. En ny leder var ansat og i de måneder, han havde været der indtil nu, havde han kunnet åbne det blot ved at bruge nøglen. Men pludselig var det ikke nok. En anden havde rørt ved det. Den tidligere leder var fyret og man havde ikke kontakt til ham. Men der lå penge indeni, som de skulle bruge med det samme. Peter ringede til Ole Weber i Danmark, da han i tidernes morgen havde stået for opstart af centret. Han henviste til Ingolf og Bente Mørch, som havde været med til at bygge centret, og som så blev kontaktet. De forlod Sumbawanga i år 2000. Men Bente kunne hjælpe. Hun havde siden da, haft en seddel med to koder til pengeskabe i Sumbawanga, liggende i sin pung. Pungen var godt nok forsvundet på et tidspunkt, men efter et par måneder blev hun ringet op fra en butik, da nogle havde fundet hendes pung. Hun fik pungen tilbage med sedlen i og Peter kunne få numrene og pengeskabet blev åbnet. Ja, vejen gennem verden sig underligt snor… Vores ene ged fik også en lidt ”underlig” vej, da den blev masseoverfaldet af bier, og da den fik kilet sig fast og ikke kunne komme nogen vegne, så var døden vis, hvis ikke der blev gjort noget. Da Peter fik det at vide, kunne han blot konstatere, at de lokale ikke turde gøre noget, så turen gik tilbage til huset, et myggenet over hovedet, en dåse spray i hånden og siden en kniv til at skære tøjret over med. Efter kamp og 5-6 bi-stik lykkedes det at få geden befriet, og den hvides mod blev virkelig beundret… Efter omhyggelig pleje er geden nu at ved at komme sig.
Sidste søndag i måneden har vi ikke gudstjeneste på bibelskolen, da de studerende skal have mulighed for at besøge andre menigheder. Peter havde så aftalt med en menighed 150 km fra Sumbawanga, Mzungwa, at han kom med en bilfuld studerende – 10 stk. Vi tog afsted lørdag morgen og så gik det ud af jordvej de næste 4-5 timer, hvor vi undervejs skulle have samlet en tidligere studerende op, der kom fra den landsby, vi skulle til, men som nu arbejdede i en landsby på vejen dertil . Og så skulle der også lige være tid til frokost med Emmas boller. Ved to-tiden nåede vi frem og efter de obligatoriske hilsner, blev de studerende udstyret med traktater og gik i hold, to studerende sammen med en lokal, på husbesøg. Der blev delt traktater ud, snakket, inviteret og bedt, alt imens Peter solgte Bibler og bøger. Siden – mens de mandlige studerende fortsatte med husbesøg – havde de to kvindelige studerende møde for kvinderne. Men da kvinderne traditionen tro, kom pø om pø, så måtte de gentage deres undervisning nogle gange. Da mødet var slut var klokken hen ad seks, bogbutikken pakket sammen, og det var tid til en tur til grænsen mod Zambia, da Zambia lå klods op ad landsbyen. En af damerne, der havde deltaget i mødet, fik en lift, mens tre andre kom med på tur sammen med den ene af de kvindelige studerende. Det viste sig så, at damen, der fik lift, boede i Zambia, så vi endte på den anden side af grænsen for at aflevere hende i hendes landsby. Den tur blev gentaget næste morgen inden gudstjenesten, da en del studerende gerne ville til grænsen og aldrig havde været i Zambia. Men det er helt derude, hvor man blot krydser frem og tilbage over grænsen uden videre. Der var også en grænsesten et sted og på den stod der N.R. og T.T.. Det kunne ikke betyde andet en Northern Rhodesia og Tanganyika Territory. Det er nok ikke så tit, at grænsesten opdateres. Vores vært, evangelisten, havde slagtet en ged, så den stod på fin middag både lørdag og søndag. Søndag formiddag havde vi så gudstjeneste i den lille menighed, som det var. Men da der også var et ungdomskor fra en nærliggende landsby (ca. 30 km derfra), alle de studerende og et rigtigt godt fremmøde af de lokale, blev bænkene fyldt op, og en del af de lokale kvinder havde deres egne små skamler med i kirken. Peter fik sædvanen tro mulighed for at synge med børnene. Efter en opbyggelig gudstjeneste blev der igen solgt bøger og bibler m.v. og der dukkede mennesker op fra hele landsbyen for at købe også fra de andre menigheder i landsbyen. Da vi skulle mod Sumbawanga igen, havde vi aftalt med en tidligere studerende, at vi standsede i hans landsby og solgte, og da den lokale præst, som havde været sammen med os i Mzungwa, havde informeret menigheden i landsbyen Kalembe, hvor ungdomskoret kom fra, at vi kom forbi, og havde bedt os om at standse og sælge, ja, så havde der samlet sig en pæn flok ved kirken, da vi passerede. Bogkasserne kom hurtigt ud, at der blev solgt en masse i løbet af meget kort tid. Og så skulle vi sælge igen i Legeza-Mwendo og så var der afgivet løfte til en studerende om, at vi kunne tage en sæk bønner med til Sumbawanga, så han kunne få dem solgt til en bedre pris og få penge til at betale sin afgift til bibelskolen. At Peter så også lige havde to lam med fra Mzungwa i bilen til samlingen derhjemme, fortæller noget om en meget fyldt bil. Vi nåede Sumbawanga i god behold klokken ni om aftenen. Det er et privilegium at kunne besøge også de små landsbyer og menigheder, og være fælles om evangeliet.
Kærlig hilsen
og Guds fred
Anne-Lene og Peter